Min egen historie

Hej jeg hedder Anja-Iseball

Jeg var på vej hjem fra arbejde af. Jeg kørte hver dag forbi en tankstation.

Fra jeg steg ind i bilen, til jeg var ved tanken, havde jeg en indre dialog.
Skulle jeg stoppe op og købe en cola og en fransk hotdog? Nej sagde den gode djævel…. JA sagde den onde djævel (nærmest bøjet i neon) Den kunne overtale mig til, at jeg havde fortjent det. Det havde jo været en hård dag på jobbet. eller – du er jo lidt træt, så du trænger til noget at kvikke op på. Og før jeg vidste af det kørte min bil nærmest af sig selv derind.

Så kom skylden og skammen!

Jeg gemte papiret for min familie, stoppede på rastepladser for at smide det i skraldespanden, så de ikke skulle opdage hvad jeg havde spist.
Jeg købte nogle gange en liter is med hjem, og jeg åd hele literen! Smed bøtten ud i skraldespanden, og løftede noget af  skrallet op, for at dække is bøtten.

 

Jeg er madmisbruger! Hvad er der galt med mig?

Jeg følte mig som et monster, jeg følte jeg var besat AF et mad-monster, og gik i mange år og "gemte" mig. jeg turde ikke vise mit sande jeg. Jeg var jo bare hende den glade og lidt små skøre. Indtil en dag hvor det gik op for mig, at alt det her, det handler ikke om at maden er mit problem - maden har været min løsning, når jeg har følt mig alene, ked af det, svigt, skyld og skam, ikke være god nok osv. Så det begyndte jeg at arbejde med, tog nogle uddannelser i det og kurser i mad-misbrug.

Min mad blev min ventil til at få luften ud af ballonen. Så når alle mine følelser af ensomhed, forladthed, angst for at miste dukkede op (bevidst og ubevidst), så spiste jeg – jeg overspiste helt vild, og jeg havde ikke nogen mætheds fornemmelse, fordi jeg simpelthen ikke kunne mærke mig selv. Jeg havde ikke lyst til at mærke mig selv. Mine tanker var så selv destruerende, hvilket førte til mere overspisning.

I dag er jeg fri – fri fra madhelvedet og har nu endelig et naturlig forhold til mad. Jeg har ikke den uro i kroppen længere som fik mig til at ”støvsuge” skabene for slik og jeg er holdt op med at spise i smug. Jeg har tabt 25 kg og mangler ca. 25 kg mere. Forskellen nu er, at jeg ikke længere ser det som et problem, jeg ser det som en rejse, en rejse hjem i mig - til den jeg virkelig er, også selvom jeg er anderledes.

Duften af nogle madvarer kan stadig trigge mig, men nu er jeg bevidst og ved hvordan jeg skal håndtere det. Og hånden på hjertet, selvfølgelig kan jeg godt stadig falde i (dog ikke som overspiser, hvor jeg spiser enorme mængde) men førhen hvor jeg så faldt i,  i flere dage, flere uger, så stopper det efter det ene måltid. Jeg er bevidst om de valg jeg tager, og jeg tør at mærke mig selv

I dag er jeg fri